SF er enig med Socialrådgiverforeningens kritik af satspuljen. SF foreslår, at satspuljen finansieres af energiafgifter frem for af pensionister, arbejdsløse og andre på overførselsindkomster.

Satspuljen bliver nu kritiseret af Dansk Socialrådgiverforening i Nordjyske Stiftstidende og Fyens Stiftstidende. Formand Bettina Post siger, at ”politikerne hvert år lover forbedringer for de mest udsatte via satspuljemidlerne. De kommer til at fremstå som de svages beskyttere, men det er et falsk billede, for puljen finansieres af de svageste selv via en procentvis beskæring af overførselsindkomsterne.”

SF er enig i kritikken. Hvert år siden 1991 er der blevet fjernet 0,3 procentpoint af det, som overførselsindkomsterne burde være forhøjet med. Hvis lønstigningerne i et år er 2,5 %, forhøjes dagpenge, kontanthjælp, folkepension, førtidspension osv. kun med 2,2%.

- Det er helt urimeligt, at folk på overførselsindkomster skal betale sociale projekter for hjemløse, narkomaner, psykisk syge osv. Det er vigtige opgaver som alle skatteydere solidarisk bør være med til at betale for – også folk i arbejde, højtlønnede og erhvervslivet, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

- Med de stærkt stigende madpriser mærker bl.a. arbejdsløse, syge og pensionister ekstra meget, at deres indkomst fra det offentlige er blevet udhulet gennem de sidste 17 år ved at man hvert år har fjernet 0,3 procentpoint på forhånd, siger Eigil Andersen og fortsætter:

- SF mener, at satspuljens gode sociale projekter bør fastholdes – men at finansieringen bør skaffes ved at afgifterne på energi fremover forhøjes i takt med lønudviklingen, hvilket ikke sker i dag. Det vil kun koste hver dansker omkring en femmer. 

Her på ØK er vi åbne for forslag... så...må vi høre menigmands holdning til ovenstående ??

Hvis det står til hovedorganisationerne DA og LO, skal jobcentrene i fremtiden kun være et ­opsamlingssted for de allertungeste ledige. Alle andre ledige skal hjælpes via a-kasser eller private virksomheder.

SYSTEMFEJL

Jobcentrene er en vanskabning. Den dom fælder arbejdsmarkedets parter over de 91 jobcentre halvandet år efter, at de kom til verden. De toneangivende hovedorganisationer ønsker et nyt system, hvor selvhjulpne ledige slet ikke skal i kontakt med jobcentrene.

»Systemet, vi har i dag med jobcentrene, er simpelthen ikke dueligt til at klare fremtidens udfordringer.«

Det er den kontante udmelding fra den administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jørn Neergaard Larsen. Dommen over jobcentrene faldt forleden under en konference hos Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

Formanden for LO, Harald Børsting, angriber også det nuværende system med jobcentre og kalder det ubrugeligt. Både LO og DA ønsker, at de 91 jobcentre ikke længere som i dag skal kontaktes af alle ledige. Står det til de to hovedorganisationer, skal jobcentrene kun hjælpe de ledige, der i meget høj grad mangler kvalifikationer eller har så store personlige problemer, at de ikke kan få arbejde. Med andre ord de arbejdsløse, der i dag puttes i kategorien: Ikke arbejdsmarkedsparat.

»De sunde og raske ledige – og dem med en del arbejdsevne i behold – skal blive bedre til at klare sig selv. Når der er mangel på arbejdskraft, kan det ikke passe, at man med skatteydermidler skal betale for at have tusindvis af mennesker til at sidde i jobcentrene og skaffe job,« siger Jørn Neergaard Larsen.

I stedet for at gå til jobcentrene skal de arbejdsmarkedsparate ledige ifølge DA have hjælp fra eksempelvis vikarbureauer, professionelle jobformidlere eller arbejdsløshedskasser.

»Der vil konstant være et marked for jobformidling, og her ønsker vi, at man via en statsautorisation får nogle professionelle folk på banen – det være sig fra vikarbureauer, private firmaer eller a-kasser. Det afgørende for os er, at det er nogle, som kender virksomhederne, og som kun betales for de resultater, som de skaber. Der skal ikke være et stort, offentligt bureaukrati på det her område,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Fagbevægelsen ønsker, at dens a-kasser får en større rolle i forhold til at hjælpe de ledige vid­­ere i job eller uddannelse – også de arbejdsløse, der ikke er medlemmer af en a-kasse. LO-formand Harald Børsting siger:

»Der er en lang række opgaver, vi er sikre på ville ligge godt hos a-kasserne. Og i princippet vil a-kasserne gerne byde ind på hele opgavepaletten i forhold til de arbejdsmarkedsparate. Problematikken omkring manglende a-kassemedlemskab kan der findes tekniske løsninger på.«

Forskellige motiver

Det er med forskelligt fortegn, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne presser på for en markant ændret fordeling af opgaverne i beskæftigelsessystemet. Fra LO’s side handler det om dyb utilfredshed med jobcentrene, der begyndte deres virke 1. januar 2007.

»Det nuværende beskæftigelsessystem bidrag­-er ikke til at understøtte de strukturelle forandringer på arbejdsmarkedet. Det bidrager heller ikke til at mindske balanceproblemerne mellem virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft og de lediges kvalifikationsniveau. Og systemet virker både geografisk og fagligt mobilitetshæmmende. Vi kan helt ærligt ikke bruge det,« siger Harald Børsting.

DA ønsker at overflødiggøre store dele af det nuværende, offentlige system. Dels ved at lægge langt flere opgaver med jobformidling og opkvalificering ud til private virksomheder og a-kasser. Dels ved at presse de ledige mere på økonomien, så de får større lyst til at søge job.

»Dagpengesystemet skal være indrettet sådan, at de ledige motiveres til også at tage det, der populært kaldes lortejob. Den maksimale periode på dagpenge skal være kortere end i dag, og ydelsen skal være faldende over tid. Det er ikke acceptabelt, at de beskæftigede gennem længere tid skal forsørge ledige, som har en arbejdsevne,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Jobcentrene er blevet til efter ønske fra Beskæftigelsesministeriet, og her tager departementschef Bo Smith gerne centrene i forsvar.

»Alting kan gøres bedre – også i jobcentrene. Regionalt og lokalt er der et godt samarbejde mellem regioner, arbejdsmarkedets parter, virksomhederne og jobcentrene, og vigtigst er centrenes resultater i forhold til at få de ledige i arbejde eller uddannelse samlet set gode,« siger Bo Smith.

LO kritiserer de 91 jobcentre for at give de ledige meget forskellig behandling og for, at der er alt for stor forskel på, hvor gode centrene er.

»Vi har så at sige 91 forskellige beskæftigelsespolitikker i Danmark,« siger Harald Børsting.

Den kritik afviser Bo Smith og siger:

»Sagt i al stilfærdighed har jeg ikke, siden systemet med jobcentrene trådte i kraft, set et eneste eksempel på, at kommunegrænserne har spillet en rolle. Der vil altid være en variation mellem centrene, men her sikrer styringssystemet, at de bedste centre løfter de centre, der har dårligere resultater.«

Departementschef Bo Smith oplyser, at jobcentrene bliver evalueret over de næste to år og advarer mod at drage konklusioner, før det er sket.

»Det havde næppe været muligt at få ledigheden så ekstremt langt ned, hvis centrene ikke havde virket. Arbejdsmarkedets parter var jo i sin tid imod jobcentrene, men det er synd for centrene at prøve at skabe et mediebillede af dårlig indsats, når virkeligheden er en anden,« siger Bo Smith.

Af Iver Houmark Andersen, iha@lo.dk

20. oktober 2008 /nr. 35

af Ann-Charlotte Solberg Kjeldsen

På www.avisen.dk har der været en grundig debat over denne artikel, som jeg vil kommentere her:

Tanken om at tvangsgenvurdere samtlige førtidspensioner er en af lykkelige lars og flygtige hjorts luftkasteller. Heldigvis bevæger den sig over nyhedshimlen som en gammel nazi-zeppeliner, fyldt med helium og lige til at skyde ned....

Det vil blive ekstremt tidskrævende for de kommunale sagsbehandlere, der i forvejen er ved at drukne i kontrol af borgere med sociale og helbredsmæssige vanskeligheder, at skulle genvurdere samtlige førtidspensionssager. Alene tiden med administration af samtaler og undersøgelsearbejdet forbudet med det her er nok til at få enhver socialrådgiver til at løbe skrigende væk. Den kommunale udgift til lønninger overstiger længe, hvad der ville kunne spares...

Dernæst vil det økonomisk set blive en kæmpe omkostning i form af nye helbredsvurderinger fra diverse lægelige specialister, psykiatere, pædagoger, psykologer, fysioterapeuter etc., ventetid på hospitalerne og andre instanser ifht. behandling, som måske ikke engang hjælper noget, ligesom kommunens lægekonsulent vil drukne i arbejde, overtimer og sidst sammen med socialrådgiverkollegerne, bukke under for stress og udbrændthed .. for at ende i køen af førtidspensionistmodne....

Jeg tipper til, at 5 % af samtlige førtidspensionssager i dette ganske, danske land IKKE hører til i førtidspensionsregi ... Det er derfor ikke engang omkostningsneutralt at gå i gang med vurderingen ...

Der hersker åbenbart en del forvirring omkring førtispensionsreglerne .. det forstår jeg godt, jeg synes som gammel "socialforvilder" selv det kan være vanskeligt at skelne ..

De gamle regler, det vil sige før 1. januar 2003, var inddelt i flere forskellige førtispensions"grader", om man vil.

Der var den fulde førtidspension, hvor man absolut ingen arbejdsevne havde tilbage. Den svarer til den måde, den nye lov om førtidspension er skruet sammen på. Du skal ikke have nogen som helst arbejdsevne tilbage indenfor noget erhverv.

Så var der flere forskellige muligheder for at tilkende førtidspension nedefter, alt afhængig af, hvor slemt tilredt man var.. også sociale forhold kunne give pension. Alle disse muligheder for at bevilge pension er ophørt med den nye lov fra 1. januar 2003.

Der findes et hav af tillægsmuligheder i den gamle lov. Det gør der IKKE efter de nye regler. Der får man en fastlagt sats, som skal dække ALLE udgifter og leveomkostninger. Man har mulighed for at søge helbredstillæg, det bevilges ikke automatisk samtidig med pensionen som efter de gamle regler. I alle ansøgningstilfælde skal behov og økonomi vurderes, og har du for mange penge (hvad man ofte vurderes til at have efter de nye regler), så får du ingen hjælp, selvom behovet nok måtte være der ... behovsvurderingen afslås ofte, ud fra et samlet vurderingsgrundlag, der svarer til, at du bliver sammenlignet med, hvad et "normalt" menneske kan klare .... !!!!!!

I begge love er der for socialforvaltningen og borgeren mulighed for at tage en pension op til vurdering HVORNÅR MAN ØNSKER DET. Der er mulighed for at arbejde lidt i et skånejob, hvis man magter det, og tjene lidt penge, som der også er indtjeningsloft på.

Endelig er der alle de kringlede regler for fradrag i indtægten, hvis man som førtidspensionist vælger at leve sammen med et andet menneske.

Jeg mener loven er en klar diskrimmination af socialt udsatte, socialt udsatte, som af forskellige årsager ingen arbejdsevne har tilbage. Det er også en forringelse af socialt udsattes mulighed for at få bevilget pension, eftersom de nye regler er meget, meget skrappere end de gamle ...

Det fordrer ikke helbredet, hverken det fysiske eller det psykiske, at skulle overveje, vende og drejer hver en krone og beslutning, man måtte tage .. selv dem, alle andre mennesker tager for givet .. "kan vi nu tillade os at flytte sammen og gifte os", "kan vi gå til tandlæge, når vi har brug for det", "kan vi købe den mad, vi har brug for" "kan vores børn få tøj på kroppen" .......... må vi overhovedet det eller det, uden det har grumme konsekvenser..."?

Det er ikke menneskeværdigt. Overhovedet.

Nedenstående er fra SFI's nyhedsbrev d.d. 

Resumé af Anbragte Børn i tal.

- Kvantitative analyser af data om børn, der er anbragt uden for hjemmet, med fokus på skolegang

Anbragte børns undervisning er emnet for dette projekt i tre dele, som SFI har udført for Undervisningsministeriet. Formålet er at belyse samarbejdet mellem de involverede instanser vedrørende visitering af børn og unge til anbringelse uden for hjemmet og samarbejdet omkring undervisningen af de anbragte børn og unge. I denne første del analyseres med udgangspunkt i eksisterende data de anbragte børns og unges forhold med særligt henblik på deres skolegang.

DATA
Det ene materiale er Ankestyrelsens årsstatistik over afgørelser i sager vedrørende anbringelse uden for hjemmet af børn og unge i 2006. Det kan kort beskrives som en produktionsstatistik, der på tværsnitsbasis viser tal for afgørelser i en given periode og hvilke kendetegn, der knytter sig til afgørelserne. Det andet materiale er SFI’s egen forløbsundersøgelse af børn fra 1995-årgangen, der er eller har været anbragt uden for hjemmet. Alle børn i denne database er med andre ord lige gamle, og der er således slet ingen data om anbragte unge over 11 år.

MINDST HALVDELEN ER I SKOLEALDEREN
Den forskellige karakter af databaserne træder tydeligt frem, når man ser på forhold, der er aldersafhængige. Ifølge Ankestyrelsens årsstatistik for 2006 blev der dette år afgjort ca. 3.500 sager vedrørende anbringelse af børn og unge i alderen 0-18 år. På grund af gengangere er antallet af berørte børn og unge lidt lavere, ca. 3.200. Det er i meget vid udstrækning teenagere, der anbringes uden for hjemmet. I det samlede billede fylder de unge derfor langt mere end småbørnene. To ud af tre nyanbragte er i alderen 12-17 år. Aldersgruppen 15-17-årige udgør alene knap 45 pct. af de nyanbragte. Set gennem skolebriller er det værd at hæfte sig ved, at gruppen 7-14 år bidrager med 40 pct. af de nyanbragte børn. Regnes de 15-årige med, kan vi sige, at i hvert fald halvdelen af alle anbringelser vedrører børn og unge i den undervisningspligtige alder.

BEGRUNDELSERNE FOR ANBRINGELSE
Det spiller en afgørende rolle, hvor gamle børnene og de unge er ved anbringelsens start – dels for årsagen til anbringelsen, dels for de foranstaltninger, der sættes i værk. For hver ottende anbragte barn/ung ligger årsagen til anbringelse uden for hjemmet udelukkende i omgivelserne, idet forældrene ikke har evnet at give barnet en tryg opvækst. Det er primært de helt små børn, dette gælder for. Hvor børnene/de unge selv har vanskeligheder at slås med, angives disse hyppigst at være generelle adfærds- og tilpasningsproblemer samt beslægtet hermed problemer i fritid, venskaber og netværk. Desuden spiller skoleproblemer en betydelig rolle. Alle disse problemer synes at kulminere i 12-14-årsalderen.

HVOR ANBRINGES BØRN OG UNGE?
Samlet set placeres lidt over halvdelen på døgninstitutioner og opholdssteder, mens en fjerdedel kommer i familiepleje, og en lille femtedel enten kommer på efterskole eller ud at bo på eget værelse. De sidste foranstaltninger retter sig naturligt nok mod de ældste. Og mens anbringelse i plejefamilie er den dominerende løsning for børn i førskolealderen og lidt op i skolealderen, er det først i teenageårene, man for alvor gør brug af de socialpædagogiske opholdssteder.

Det går som en rød tråd gennem rapporten, at der på næsten alle områder er forskelle mellem børn, der er anbragt i familiepleje, og børn, der bor på en institution. Førstnævnte gruppe har færre og knap så tunge problemer at slås med som de institutionsanbragte børn. Institutionerne med deres specialuddannede personale og ofte målrettede behandlingsapparat tager sig af de komplicerede problemer, mens plejefamilierne tager sig af børn, hvis problemer har en mindre tyngde og ganske ofte ligger i deres omgivelser (forældres manglende forældreevne) snarere end hos barnet selv. De familieanbragte børn er gennemgående fjernet fra hjemmet på et tidligere tidspunkt i deres liv end de børn, som er anbragt på en institution.

FLEST GÅR PÅ EN ALMINDELIG SKOLE
Før de blev anbragt, gik ca. 70 pct. af de børn og unge, der var i den undervisningspligtige alder, i en almindelig skole. Til sammenligning modtager en tilsvarende andel af de 11-årige under anbringelsen et almindeligt undervisningstilbud i folkeskolen. Folkeskolen er således både før og under anbringelsen ramme om hovedparten af de anbragte børns undervisning. Det skal imidlertid nævnes, at Ankestyrelsens delvise mangel på oplysninger om skoleforhold før anbringelsen muligvis skyldes, at 10-15 pct. ikke modtog undervisning i en periode op til anbringelsen.

En mindre gruppe af de anbragte børn er psykisk udviklingshæmmede. Deres livssituation er ganske speciel, hvilket kommer stærkt til udtryk, når fokus rettes mod deres undervisning. Her er et felt, hvor det er uden mening at vurdere dem efter samme målestok, som bruges over for deres jævnaldrende. I de statistiske analyser lønner det sig derfor at holde de psykisk udviklingshæmmede i en kategori for sig.

Set over en bred kam har de anbragte børn det vanskeligere i skolen, end børn i almindelighed har. Men det skal også bemærkes, at der er lige så store forskelle inden for gruppen af anbragte børn, som der er blandt børn i almindelighed. Således er en fjerdedel af de anbragte 11-årige karakteriseret ved, at deres fjernelse fra hjemmet ikke er begrundet i deres egne forhold, men i forældrenes manglende evne til at give dem en tryg opvækst; de har været anbragt i en længere årrække; har ingen diagnose på alvorlig sygdom eller handicap, og på SDQ-skalaen, som er et spørgeskemabaseret mål for børn og unges personlige styrker og svagheder, falder de inden for normalområdet. Det får os til at tro, at disse børn har potentiale til at klare sig nogenlunde på lige fod med andre børn, der er så heldige at kunne bo hjemme i familien. I den anden ende af spektret findes en halvt så stor gruppe, som bærer på de modsatte karakteristika, og som typisk bor på en institution.

– MEN BAGERST I KLASSEN
Hovedparten af de anbragte børn rummes inden for den kommunale folkeskole med tilhørende specialundervisning. Knap halvdelen modtager faktisk et ganske almindeligt undervisningstilbud (uden specialundervisning). Men for en del af børnene kniber det indlæringsmæssigt at holde trit med de andre børn. Der er klart flere omgængere blandt de anbragte, ligesom andelen, der (efter de daværende regler frem til skoleåret 2006/07) vurderes at kunne få problemer med at nå et niveau, som berettiger til at gå op til afgangsprøven i 9. klasse, er en del højere end i hele årgangen.

ANBRINGELSE ER EN LANGSTRAKT PROCES
En anbringelse uden for hjemmet er både et voldsomt indgreb over for barnet eller den unge og en bekostelig foranstaltning for det offentlige. Derfor skal kommunen være tilbageholdende og først forsøge sig med forebyggende tiltag. I 2006 havde ca. 30 pct. af de nyanbragte børn og unge imidlertid ikke modtaget nogen form for forebyggende indsats før anbringelsen. Disse sager har altså haft et akut præg, som gjorde, at der så at sige måtte handles her og nu. Initiativtagerne til den slags sager har hyppigere end i andre sager været sundhedspleje, politi/domstol og personer i familiens omgangskreds.

Hovedparten af sagerne må dog ses som kulminationen på et længere forløb, hvor forebyggende indsatser uden tilstrækkelig effekt har været forsøgt. Her ligger initiativet oftere i hænderne på kommunen (socialforvaltningen), skolen eller daginstitutionen.

HALVDELEN KOMMER FRA ET HJEM UDEN FAR
Knap halvdelen af de nyanbragte børn i 2006 kom fra et hjem, hvor den biologiske far var fraværende. I befolkningen som helhed er den tilsvarende andel blot en tredjedel heraf. Alt andet lige er familier med en enlig mor mindre robuste over for problemer af forskellig art end familier, hvor moderen har en mand at dele forældreansvaret med.

Nedenstående er fra SFs nyhedsbrev d.d.: 

SFs skatteordfører Jesper Petersen rejser en hård kritik af de konservatives ønske om øget brugerbetaling.

Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med. De Konservative løftede i sidste uge sløret for, hvordan regeringen vil finansiere sine lettelser af topskatten i en kommende skattereform. Der skal være mere brugerbetaling på velfærdsydelser. SF er lodret uenige.

"Hvad hjertet er fuldt af flyder munden over med. Det her er tegn på, at regeringens finansiering af en skattereform allerede ligger fast: Nedskæringer og brugerbetaling skal finansiere skattelettelser til de rigeste. Det er hamrende usolidarisk", siger SF’s skatteordfører, Jesper Petersen.

"Regeringen har givet skattekommissionen en svær opgave. Den skal på én gang give skattelettelser til de bedst stillede og samtidig ikke være asocial. Det lignede en uløselig opgave, men nu har vi fået en del af svaret. Nedskæringer på velfærd og asocial brugerbetaling skal levere finansiere flere skattelettelser til de bedst stillede. Jeg forstår godt skatteministeren er ærgerlig over Barfoeds udmelding, for nu kom planen frem i lyset", siger Jesper Petersen.

SF’s skatteordfører vil nu stille en række spørgsmål til regeringen om skattekommissionen og regeringens holdning til at finansiere skattelettelser med ringere velfærd.

SF's holdning til en skattereform er klar: "Skattestoppets udhuling af velfærden skal standses. SF vil gerne være med til at sænke skatten på arbejdsindkomst. Men for os er det altid vigtig at sikre, at en reform kommer de mindste indkomster til gavn, at den gør miljørigtig adfærd økonomisk mere fornuftig og at den sikrer finansieringen af vores fælles velfærd. Vi vil ikke være med til en skattereform, der entydigt gavner de rigeste finansieret ved nedskæringer og brugerbetaling på almindelige danskeres velfærd", siger Jesper Petersen.

Nedenstående er sakset fra dagens SFI nyhedsbrev:

Lejere kan blive sat ud af deres bolig, hvis de ikke betaler deres husleje til tiden, eller hvis de ikke overholder husordenen det sted, de bor. Denne rapport beskriver årsager til, at lejere bliver sat ud af deres boliger, og de følger, det får for lejernes familie, boligforhold og forsørgelse. Igennem rapporten refererer betegnelsen ’udsatte lejere’ til de lejere, der er blevet sat ud af deres bolig, og ’udsættelse’ refererer til den handling, der fører til, at lejere bliver sat ud af deres bolig.

Undersøgelsen baserer sig på registeranalyser, der dels bidrager med viden om kendetegn ved udsatte lejere, dels med viden om, hvilke forhold der medfører, at lejerne bliver sat ud af deres bolig. Derudover bidrager registeranalyserne med viden om følgevirkninger af udsættelserne. Undersøgelsen baserer sig desuden på en surveyanalyse af udsatte lejere i 2006. Surveyen supplerer registeranalyserne med udsatte lejeres egne vurderinger af, hvilke forhold der har ført til en udsættelse, hvordan de har oplevet udsættelsesforløbet, samt hvilke oplevede konsekvenser udsættelsen har haft for dem selv og deres familie. Endelig består undersøgelsen af interviewundersøgelser i fire udvalgte kommuner og to boligorganisationer. Disse interviewundersøgelser bidrager med viden om praksis i kommunernes og boligorganisationernes håndtering af fogedsager samt de udfordringer og problemstillinger, kommunerne og boligorganisationerne oplever i deres arbejde med borgere i huslejerestance.

OMFANGET AF UDSÆTTELSER I 2002-2006
Antallet af husstande, hvor lejerne er blevet sat ud, er steget fra 1.499 i 2002 til 2.589 i 2006. 0,06 pct. af samtlige danske husstande blev således berørt af en udsættelse i 2002, mens denne andel var steget til 0,1 pct. i 2006. Stigningen i antallet af udsættelser ser ud til at fortsætte, om end mindre kraftigt. Stigningen har været størst i begyndelsen af perioden 2002-2006, hvilket kan hænge sammen med, at fogedretterne indledte en registreringspraksis af udsættelsessagerne i 2002. Som følge deraf kan det være, at ikke alle udsættelsessager i 2002 er blevet registreret, og at niveauet derfor reelt var højere i 2002 end de 1.499 sager, der er registreret.

Udsættelser af lejere finder sted over hele landet, men især i København og i de fire næststørste byer – Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg – er antallet af udsættelser steget.

Den primære grund til, at lejere bliver sat ud af deres bolig, er, at de ikke har betalt deres husleje. Når lejere kommer i huslejerestance, skyldes det både strukturelle og institutionelle forhold samt individuelle faktorer.

Årsagen til udsættelser er et resultat af, at de berørte lejere typisk har lav indkomst, lavt rådighedsbeløb, stor gæld, at de bruger en relativt stor del af deres indkomst på husleje, og at de samtidig kan have svært ved at administrere deres økonomi. Den betydning, disse forhold har for udsættelser, bliver forstærket af, at lejeren mister sit job, oplever ændringer i familie- og boligmæssige forhold, har misbrugsproblemer eller psykiske lidelser. En konsekvens af en udsættelse er, at de berørte fastholdes i en social og økonomisk svag situation med ringe udsigt til at komme ud af denne.

Lejere, der er blevet sat ud af deres bolig, tilhører samfundets lavindkomstgruppe, og stigningen i antallet af udsættelser hænger sammen med en øget samfundsmæssig polarisering, hvor lavindkomstgruppen er vokset, og som følge deraf er rekrutteringsgrundlaget for udsættelser blevet større.

LAV INDKOMST OG HØJ GÆLD
Lejere, der er blevet sat ud af deres bolig, har en væsentligt lavere disponibel indkomst end lejere generelt, og de har ikke oplevet den samme indkomstudvikling, som lejere generelt har. Tværtimod har de igennem en længerevarende periode haft en lav indkomst og som følge deraf et lavt rådighedsbeløb. Udsatte lejere har alt andet lige et rådighedsbeløb, der i udsættelsesåret er ca. 1.700 kr. lavere om måneden end for lejere generelt.

Indkomstkilden har ikke betydning for, om en lejer bliver sat ud af sin bolig. Der er dog en overrepræsentation af lejere, der modtager kontanthjælp, idet ca. 30 pct. er kontanthjælpsmodtagere, mens andelen af kontanthjælpsmodtagere blandt lejere generelt er ca. 5 pct. Den største gruppe blandt udsatte lejere udgøres af lønmodtagere; næsten 40 pct. af de udsatte lejere er lønmodtagere.

Ud over, at lav indkomst kendetegner udsatte lejere, er de også kendetegnet ved en høj gældsakkumulering. Risikoen for, at lejere bliver sat ud af deres bolig, forstærkes markant, hvis de har en stor gæld. Blandt udsatte lejere vokser gælden hurtigere end for lejere generelt.

Udsatte lejeres husleje er på niveau med den husleje, som lejere generelt har. Det vil sige, at udsatte lejere i gennemsnit bruger en større del af deres indkomst på at bo, end lejere generelt gør.

AT KUNNE ADMINISTRERE SIN ØKONOMI
Lejeres risiko for at blive sat ud af deres bolig øges, hvis de har svært ved at administrere deres økonomi. Tre ud af fire udsatte lejere tilkendegiver i en survey, at de ikke kunne administrere deres økonomi, og at det var en medvirkende årsag til, at de blev sat ud af deres bolig. Kommuner og boligorganisationer fremhæver ligeledes, at der blandt udsatte lejere er mange, der har haft svært ved at administrere deres økonomi.

Som lovgivningen er i dag, har kommunerne mulighed for at administrere økonomien for borgere, der modtager en overførelsesindkomst. Der kan dog være en vis tilbageholdenhed i kommunerne med at administrere borgeres økonomi, og denne tilbageholdenhed er begrundet i, at borgere skal lære at tage ansvar for sig selv og deres familie, og at administration er med til at fratage dem dette ansvar.

TAB AF JOB, FAMILIEÆNDRINGER, MISBRUG OG PSYKISKE LIDELSER
Lejere har større risiko for at blive sat ud af deres bolig, hvis de samtidig har en omskiftelig tilværelse med ændringer i familie- og boligforhold. 41 pct. er flyttet op til udsættelsen, mens 36 pct. har oplevet ændringer i deres husstand året før udsættelsen, og 55 pct. har oplevet ændringer i husstanden i udsættelsesåret. Tab af job påvirker også lejernes sårbarhed i forhold til udsættelse. 38 pct. tilkendegiver, at de op til udsættelsen lige havde mistet deres job, og 52 pct. havde været uden job i længere tid. Alkohol- eller stofmisbrug øger ligeledes lejeres risiko for en udsættelse, og 18 pct. kæder deres udsættelse sammen med, at de havde et alkoholmisbrug, mens 9 pct. havde et forbrug af euforiserendes stoffer. 18 pct. vurderer, at deres psykiske lidelser var medvirkende til deres udsættelse, mens 15 pct. med fysiske sygdomme ser dette som årsag til deres udsættelse. Endelig vurderer 22 pct., at det, at de havde begået kriminalitet, var medvirkende til, at de blev sat ud af deres bolig.

ENLIGE, UNGE, ETNISKE MINORITETER OG KONTANTHJÆLPSMODTAGERE ER SÆRLIGT SÅRBARE
Unge udgør en særlig sårbar gruppe i forhold til at blive sat ud af boligen, og unge uden uddannelse er markant overrepræsenteret blandt gruppen af udsatte lejere.

Enlige mænd er ligeledes en særligt sårbar gruppe. Op imod 30 pct. af samtlige husstande, der blev berørt af en udsættelse i 2006, bestod af enlige mænd. Det er en gruppe, der er blevet større over årene. Enlige mænd forekommer at være en usynlig gruppe i det offentlige system. De er fx overrepræsenteret blandt lejere, der ikke søger boligstøtte, på trods af at de formodentlig er berettigede til boligstøtte. Samtidig er de overpræsenteret i forhold til misbrugsproblemer.

Derudover er gruppen af enlige mødre ved at blive en særligt sårbar gruppe, der kræver ekstra opmærksomhed fra det offentliges side. Andelen af enlige mødre, der modtager kontanthjælp eller tilhører en såkaldt restgruppe, hvor indkomstgrundlaget er uvist, er steget fra 2002 til 2006.

Lejere med anden etnisk baggrund end dansk har ligeledes en stor risiko for at blive sat ud af boligen; særligt lejere fra tredjeverdenslande. 20 pct. af udsatte lejere i 2006 har en etnisk minoritetsbaggrund, og de adskiller sig ved at have en lavere indkomst end både danske udsatte lejere og lejere generelt.

Endelig er kontanthjælpsmodtagere en særligt sårbar gruppe, idet de både er overrepræsenterede blandt udsatte lejere og har en særlig lav indkomst.

FRA UDSÆTTELSE TIL HJEMLØSHED
Op imod hver fjerde udsatte lejer har ikke en tilknytning til boligmarkedet året, efter at de er blevet sat ud af deres bolig. Det tyder på, at de er blevet hjemløse, og det understøttes af, at 24 pct. af de udsatte lejere i 2006 oplyser, at de er blevet hjemløse, og at hovedparten heraf lever under usikre boligforhold i form af midlertidige boophold uden lejekontrakt hos venner og familie. For de lejere, der finder en ny bolig efter udsættelsen, er boligen ofte af midlertidig karakter.

Ud over at udsættelsen fører til en vanskelig og ustabil boligsituation, medfører udsættelsen også en indkomstnedgang. Desuden har udsatte lejere en større risiko for at opleve ændringer i deres familierelationer, fx familieopløsning og mindre kontakt til familien. Desuden kan udsatte lejere opleve, at de ved at blive sat ud af deres bolig mister et netværk, at deres børn skal skifte skole, og at børnene mister kammerater. Tab af personlig tryghed bliver også oplevet som en konsekvens af en udsættelse.

En udsættelse medfører således for langt de fleste udsatte lejere en endnu vanskeligere social og økonomisk situation end den, de stod i, da de blev sat ud af deres bolig.

Fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i København, Vinnie Elisan siger op i protest mod rigide regler og ressourcemangel.

Tidligere fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Københavns Kommune sagde op kort før nytår 2007. Den direkte årsag til dette skal findes i den nye sygedagpengelovs krav om rettidig opfølgning.- Jeg kunne ikke længere stå inde for kvaliteten af mit arbejde - udtaler hun.

Det betyder, at socialrådgiverne skal følge op på de sygemeldtes sager hver ottende uge og ikke nødvendigvis med personlige samtaler.

- Det folk har brug for for at komme tilbage på arbejdsmarkedet er personlige samtaler med socialfaglige medarbejdere. Men kravet om rettidig opfølgning har sammenlagt med manglen på personale reduceret sagsbehandlingen til et telefonopkald eller et skema, borgerne selv skal udfylde, siger Vinnie Eliasen.

Fællestillidsrepræsentanten er ikke den første, der går. Jobflugt har betydet, at under en fjerdedel af sagsbehandlerne på Københavns Kommunes sygedagpengeområde i dag er uddannede socialrådgivere.

- Hvor vi burde være mellem 70 og 80 socialrådgivere, er vi i dag kun 20. Det betyder, at selvom borgeren endelig bliver indkaldt til en samtale, har sagsbehandleren alligevel ikke de nødvendige redskaber til at hjælpe. Hun kender for eksempel ikke lovgivningen tilstrækkeligt, fortæller Vinnie Eliasen.

Når kravet om rettidighed bliver prioriteret højere end de personlige samtaler i kommunerne, skyldes det, at det har alvorlige økonomiske konsekvenser at lade være. Kommunerne skal tilbagebetale deres statsrefusion, hvis kravet ikke er overholdt, og det gør langt mere ondt i budgetterne end bare at lade de sygemeldte fortsætte ind i en langtidssygemelding og længere væk fra arbejdsmarkedet.

Heri ser Vinnie Eliasen også en stor del af forklaringen på, at antallet af langtidssygemeldte københavnere er eksploderet.

- Der er langt flere på sygedagpenge i Københavns Kommune, end der behøver at være. Det økonomiske fokus betyder, at det ikke er arbejdet med at sikre deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet, der er styrende for sagsbehandlingen. Det er utilfredsstillende både for mig, mine kolleger og borgerne - og så rejser det nogle retssikkerhedsmæssige problemer, jeg ikke længere kan ignorere, understreger Vinnie Eliasen.

www.arbejderen.dk

Regeringen forærer med sin nye jobplan en lille milliard kroner til nogle af landets bedst lønnede mennesker. De får pengene, udelukkende fordi de gør det, de alligevel havde tænkt sig at gøre: At arbejde frem til de når pensionsalderen.

- De penge er rent spild. I stedet kunne de være brugt til at forbedre arbejdsmiljøet og til at sikre efteruddannelse, så folk, der er nedslidte efter mange hårde år på arbejdsmarkedet, kan klare at forsætte på jobbet, til de når pensionsalderen, siger Jonas Schytz Juul til Arbejderen.

Han er økonom i Arbejderbevægelsens erhvervsråd, i daglig tale kaldet AE, og har været med til at regne på konsekvenserne af jobplanens skattefritagelse. Den er på op til 100.000 kroner til de heldige, der fylder 64 år i perioden 2010-2016, og som har formået at være i arbejde siden de fyldte 60 år

- Dette her forslag forventes at påvirke den relativt store gruppe, som ellers ville trække sig tilbage som 62-årige, sagde beskæftigelsesministeren Claus Hjort Frederiksen, da han præsenterede jobplanen mandag i sidste uge. Regeringen regner med en beskæftigelseseffekt på 700 helårspersoner i år, stigende til 4000 når den fulde effekt nås omkring 2012.

Men der kan i høj grad sættes spørgsmålstegn ved de tal, og regeringen peger selv på, at de er usikre, understreger Jonas Schytz Juul.

Til gengæld er det helt sikkert, at regeringen vil smide omkring 800 millioner kroner efter de cirka 9300, som ifølge alle beregninger alligevel ville fortsætte i jobbet, frem til de fylder 65 år.

Og det er ikke i den gruppe, man finder jord- og betonarbejdere eller ansatte i nærings- og nydelsesmiddelindustrien, hvor omkring en tredjedel må fylde sig med piller for at klare smerterne ved det hårde arbejde.

- En ufaglært, der er gået lige fra folkeskolen og ud i hårdt fysisk arbejde og som går på efterløn som 62-årig, vil i langt de fleste tilfælde have tilbragt længere tid på arbejdsmarkedet end den højtlønnede direktør, der går på pension som 65-årig. Alligevel er det kun direktøren, der kan tage skattegevinsten på 100.000 kroner med sig, forklarer Jonas Schytz Juul.

De omkring 9300, der får skattelettelse, selv om de alligevel ville have fortsat med at arbejde, udgør en andel på 16,9 procent af samtlige 64-årige. To tredjedel af alle 64-årige med en indtægt på over 400.000 om året er med i gruppen på de 9300. Det samme gælder kun for 4,3 procent af de 64-årige med en indtægt under 200.000 kroner.

Tilmed er ordningen sammensat, så den højest lønnede gruppe får 100.000 kroner i skattefritagelse, mens den lavest lønnede gruppe kun kan se frem til en lettelse på 23.500 kroner i snit.

- Det her rammer endnu mere skævt end regeringens skattelettelser, der gav 5300 kroner til de rigeste ti procent af befolkningen, siger Jonas Schytz Juul.

Det turde være åbenlyst, at vi her på ØK ikke kunne være mere enige med artiklen venligt udlånt fra www.arbejderen.dk

Analyse

TV2-programmer er ofte forsinkede. Man tænder for fjernsynet kl. 20.00, men programmet starter først 20.07. Umiddelbart er en forsinkelse på 7 minutter jo okay, men...

Det er nemt at lave lidt lægmands-statistik på dette.

Man tager et populært, men unavngivet program (programmet som sådan er uvæsentligt, da det er ventetiden op til udsendelsen, der skal undersøges), lad os sige, at programmet ses af 300.000 seere.

300.000 seere bruger 7 minutter på at vente på udsendelsen. Altså: Ialt 2.100.000 minutter

Det videre regnskab forudsætter at

1 døgn har en varighed på 1.440 min.

1 år har en varighed på 525.600 min.

De 300.000 seere bruger således samlet ca 4 år på at vente 7 min. på 1. udsendelse. Det samlede forbrug af spildt tid er 4 år

Programmet er med andre ord 4 år forsinket.

Vi lader tallet stå et øjeblik.

Tid er penge. Og det ved både TV2's regnskabsafdeling og annoncørerne, for ventetiden udfyldes jo af reklamer.

Af 4 års varighed.

Hvilket jo er ganske uskyldigt, ikke sandt?

/mlk

Se indlæg på http://fruenssider.smartlog.dk/adopterede-b-rn-klarer-sig-bedre-end-anbragte-b-rn---post127756

Fra leksikonnet 'Pax' om begrebet anomi:

"Anomi er afledt af det græske ord for lov, nomos, og kan oversættes med «lovløshed», «strukturløshed», «normløshed». Begrebet blev indført i sociologien af Emile Durkheim i bøgerne «De la division du travail social» (Samfundets arbejdsdeling) og «Le suicide» (Selvmordet) i 1890'erne. Begrebet kan minde om anarki, men står i modsætning til det betydningsindhold, anarkisterne gav dette begreb. For mens anarkismen hævder, at ethvert menneskes uhæmmede udfoldelse fører til det bedste samfund, indebærer anomibegrebet, at uhæmmet udfoldelse truer enkeltmenneskets selvbevarelse.

Tankegangen bag Durkheims anomibegreb kan sammenfattes således: Mennesket er ikke bare et biologisk væsen, men også og først og fremmest et socialt væsen. Og mens biologiske behov er selvregulerende, gælder ikke dette de sociale eller socialt betingede behov. Eksempelvis: Selv om der til nød kan afstikkes grænser for, hvor meget et menneske kan spise og drikke, kan der ikke opstilles lige så entydige grænser for, hvor megen luksus et menneske kan tåle eller have godt af. Menneskenes behov har udviklet sig mere og mere uafhængigt af kroppens krav. Den rigtige ligevægt mellem menneskenes behov og deres tilfredsstillelse indstiller sig heller ikke på anden vis af sig selv. Menneskers behov har en iboende tilbøjelighed til at overskride sig selv, og er derfor ubegrænsede. Dette betyder, ifølge Durkheim, at dersom vore behov ikke støder på ydre grænser - en udvendig magt som regulerer dem - er vi dømt til stadig utilfredshed. For eftersom behovet er ubestemt, kan det ikke tilfredsstilles. Behovet peger mod det uendelige, og giver anledning til endeløse kvaler. «Dette er grunden til, at epoker som vor, som har oplevet uendelighedens onde, er sorgfulde epoker. Pessimismen ledsager altid de ubegrænsede aspirationer. Den litterære skikkelse som kan betragtes som selve legemliggørelsen af denne uendelighedsfølelse, er Goethes Faust. Det er da heller ikke uden grund, at digteren har skitseret ham for os som plaget af en evindelig kval.» («L'éducation morale»). Når individets behov ikke er selvregulerende, er det iflg. Durkheim bare samfundet - opfattet som en overindividuel bevidsthed - som kan regulere dem gennem sociale normstrukturer. «Mennesket modtager sin lov, ikke fra et materielt miljø som påtvinger sig det brutalt, men fra en bevidsthed som er dets egen overlegen og hvis overlegenhed det mærker.» (Le suicide). Når disse sociale normer ikke længere virker eller er tilstede, når altså samfundet (eller en del af samfundet) er anomisk, bliver også den enkeltes sind (psyke) anomisk, forsåvidt som mennesket er et socialt væsen. Anomibegrebet udtrykker således både social og psykisk strukturløshed.

At social og psykisk anomi virkelig hænger sammen, prøvede Durkheim at sandsynliggøre, dels ved socialstatistik, dels ved eksempler fra samfundslivet. Han betegnede markedsøkonomien (kapitalismen) som anomisk, fordi manglen på samordning fører til ustadige økonomiske forhold, og fordi grænseløs økonomisk vækst sættes op som det højeste (anomiske) mål. Opgangs-, nedgangs- og krisetider medfører en samfundsøkonomisk strukturløshed, som indvirker på de enkelte samfundsmedlemmers sindsro: Deres forventninger bliver uvisse, de har ingen normer for, hvad det er rimeligt at håbe på. Durkheim betragtede selvmord som udslag af bl.a. stærk anomi, og han lagde talmateriale frem som tydede på, at denne stadige usikkerhed fik mange til at begå selvmord - både i opgangs- og nedgangstider. Men dette berømte forskningsresultat er ikke senere blevet bekræftet af andre forskere.

Durkheim betegnede også vort samfunds ægteskabsinstitution som anomisk, fordi den giver så let adgang til skilsmisse. Dermed reguleres de erotiske og seksuelle behov ikke lige så sikkert som i ægteskaber uden skilsmisseret. Da muligheden for at ægtefællerne går hver til sit, hele tiden er tilstede i horisonten, bliver alle erklærede og stiltiende løfter om hengivenhed givet med forbehold. Her fremlagde Durkheim socialstatistik som tydede på, at mændene lider under den institutionaliserede skilsmisses anomivirkning ved hyppigere at begå selvmord. Senere forskning synes at støtte denne formodede sammenhæng mellem anomisk ægteskabsstruktur og selvmord, dvs. psykisk anomi.

Durkheim tolkede endvidere visse former for overstadig grusomhed som adfærd fremkaldt af normløshed. Når et menneske eller en menneskegruppe er eller føler sig et andet menneske eller en anden menneskegruppe særdeles overlegen, føler vedkommende sig ikke længere bundet af sociale normer, som ellers regulerer forholdet med den underlegne. Den overlegne mister således fatningen, og kan trækkes ind i en syndflod af grusomhed.

Anomibegrebet er en (af flere mulige) uddybninger af parolen «Ordnung muss sein». En eller anden form for samfundsorden er altid bedre end ingen orden, da mennesket er et socialt-psykologisk væsen som har behov for strukturerede omgivelser for at kunne leve. Durkheim foregriber her Gestaltpsykologien, som blev udviklet nogle årtier senere af Koffka og Köhler."

Tankevækkende, ikke sandt? 

Artiklen er forfattet af Martin Kjeldsen

Når lavkonjunkturen indtræffer, for det gør den, før eller siden, så når virkeligheden også frem til villavej 8 i Vejstrup. Opsvingsfornægtelsen har gode vilkår, fordi vi tror det bliver ved og ved, selvom vi historisk set kender fakta: At en højkonjunktur altid afløses af en lavkonjunktur eller en krise. Eller begge dele.

En lavkonjunktur befinder sig rundt om det næste hjørne. Det er uomtvisteligt. Krisetendenserne i den amerikanske økonomi, aktiekursernes frie fald og boligboblen, der er ved at briste, viser alt for tydeligt, hvor det bærer hen. Når recessionen indfinder sig, vil det vende op og ned på tidens debatter. Manglen på arbejdskraft vil  blive til: Hvad gør vi ved arbejdsløsheden? Diskussionerne om velfærd eller skattelettelser bliver til bekymring over et voksende statsunderskud. Debatten om udenlandsk arbejdskraft vil blive  til  overvejelser over, hvad vi gør med de nye udlændinge.

10.000 kroners spørgsmålet er nu;

Fik vi udnyttet den gunstige konjunktur til at få gennemført de nødvendige omlægninger af det danske samfund?

Svaret er: Nej, det gjorde vi ikke på en række centrale områder.

1. Det lykkedes ikke at løfte de bogligt svageste unge igennem en ungdomsuddannelse. De nyeste tal viser, at andelen af unge, der ikke har fået en ungdomsuddannelse, er vokset, og at vi er meget langt fra målet om en ungdomsuddannelse til 95 procent af alle unge. At vi har kunnet sløse med den målsætning i en tid, hvor vi havde mulighed for at gøre noget ved uddannelseskløften, er en gåde. Den sociale mobilitet og kampen mod den sociale arv er gået i stå.
2. Vi har ikke formået at integrere indvandrerne på det danske arbejdsmarked. I årtier har vi ellers talt om, at nøglen til integration af Mehdi og Fatima er et job. Men selv om der har været fuld damp på økonomien, har vi ikke set det store gennembrud for indvandrere i arbejde. Hvis ikke dette skulle ske under en højkonjunktur – hvornår så?
3. De offentlige kerneydelser – folkeskolen, hospitalerne, børneinstitutionerne og ældreforsorgen – fik aldrig et markant løft.  Ifølge en tidligere borgerlig finansminister kunne vi »købe hele verden«. Der er penge nok....Men i stedet for at købe nye verdensatlas til de nedslidte klasseværelser, blev friværdierne og lønstigningerne soldet op i indkøbscentre, i rejsebureauer og hos automobilforhandlere. Og prestigefaldet blandt skolelærere, sygeplejersker, rengøringsassistenter, socialrådgivere, politibetjente, social- og sundhedsassistenter og pædagogerere blev ikke bremset. Intet tyder på, at kvalitetsreformen vil ændre på det.
4. Der skete ikke ved hjælp af højkonjunkturen en omstilling af det danske skattesystem. I mange år har økonomer plæderet for visdommen i at flytte skatten fra arbejde til miljøbelastning og bolig. Der er endelig nedsat en skattekommission, der skal foreslå ændringer. Men tabuer, f.eks boligskatten, gør det åbenbart problematisk at omlægge skattesystemet i en opsvingstid.

Hvad tænker vi her på ØK 

Det kan ikke undre os her på ØK, at ovenstående problemstillinger under en liberal regering ikke er blevet priorieteret. Det, der kan undre os, er at regeringen ikke har meldt klar liberal fane.

Det er ikke liberal politiks grundsætning at øge de offentlige udgifter eller forbedre den offenlige service for befolkningen. Meningen er, at den skal man selv spare sammen til og købe privat. Men danskerne har købt rejser, nye møbler, nye køkkener, biler, tøj, smykker og wellness. Så må der nødvendigvis komme et eftersmæk, som bliver til at tage og føle på. Og hvem skal rydde op efter en borgerlig regerings økonomiske udsultning af det offenlige forsørgelses- og uddannelsesområde.. Retorisk spørgsmål...

Det har heller aldrig været meningen at tage hånd om de svageste børn, unge og ældre i samfundet. Derfor er regeringens målsætning på undervisnings-, ældrepleje- eller det sociale område ikke efterlevet. Der skal være forskel på folk, ulighed er godt ! Du skal mærke, du er fattig og syg, for så kan du nemlig lære det liberalistiske mantra ! Det skal kunne betale sig at arbejde, også selvom du bliver til arbejdsnarkoman !

Vi har forpasset muligheden for at løfte ovenstående samfundsopgaver. Danskerne ville hellere bruge pengene på sig selv end på samfundopgaver ! Det har været tydeligt. Det tidligere solidaritetsprincip er ikke blevet afløst af sammenhængskraften. Den er for alvor sat ud af spil med netop den individualistiske liberale grundholding : Du er din egen lykkes smed !

Vi håber på milde forårsvinde her på ØK, og ønsker alle SOSUer og andre offentligt ansatte god vind med de kommende overenskomstforhandlinger.

Ann-Charlotte Solberg er forfatter til artiklen

af Ann-Charlotte Solberg

I forbindelse med kvalitetsreformen, som skal forhandles på plads i de kommende uger, må det ligge lige til højrebenet for den siddende regering at forsøge at bremse offentligt ansattes prestigetab. Lykkes dette ikke, vil den offentlige sektor ikke kunne rekruttere tilstrækkelig med arbejdskraft, i særdeleshed vil det blive svært ved at tiltrække de dygtigste unge. Selvsagt vil det forventede kvalitetsløft i skolerne, på plejehjemmene og på sygehusene blive en saga blot.

Regeringens oplæg til forhandlingerne om en kvalitetsreform viser, at de offentligt ansattes prestigetab stort set er fraværende, når man ser bort fra trepartsaftalen.

I bedste fald vil disse tiltag være neutrale for den offentligt ansatte på gulvet.

I værste fald vil de falde ind i den række af administrative kontrol- og mistillidsforanstaltninger, som allerede er ved at udhule mange offentligt ansattes prestige.

Situationen er således den, at regeringens kvalitetsreform hverken i indhold eller i kroner og øre er en overbevisende plan for, hvordan man får løftet de offentligt ansattes prestige i fremtiden. Dermed risikerer vi som samfund, at de dygtigste unge fortsat vil fravælge lærer- og pædagogseminarier, sociale højskoler, og at sundheds- og plejesektoren vil mangle arbejdskraft.

Ret alvorlige udsigter for den samlede danske velfærd, synes du ikke fru Velfærdsminister.... ?

Overenskomstforhandlinger og storkonflikt ! 

Forårets overenskomstforhandlinger ender i en storkonflikt. Det ved enhver med blot en smule indsigt og forståelse for arbejdsmarkedspolitiske spil og historisk udvikling.

Der bliver tale om en storkonflikt, der vil lamme Danmark og lægge landets skoler, plejehjem og hospitaler øde. Dette fremgår også af en meningsmåling, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4, hvor 67 procent af de adspurgte 1.277 offentligt ansatte forventer en storkonflikt.

Strejkelysten er især stor blandt social- og sundhedspersonalet, sygeplejerskene især. Får de offentligt ansatte ikke, hvad de forlanger, kan det vel betyde, at titusindvis af offentligt ansatte siger deres job op ! Mest overraskende er det, at social- og sundhedspersonalet tilsyneladende har droppet den forsonlige linje, som de tidligere har lagt for dagen. 79 procent siger nu, at de er klar til at strejke.

Arbejdsmarkedsforsker og professor Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet udtaler til Ugebrevet A4:

Danmark har brug for en langsigtet plan for de offentligt ansatte, det turde være åbenlyst. Som tidligere offentligt ansat ser jeg forskellige tiltag, som ikke nævnes med mange ord i den offentlige debat, og som på sigt bør kunne stoppe medarbejderflugten, som i vil komme, hvis den kommende overenskomstforhandling ikke udmønter sig i et betragteligt lønløft for denne gruppe.

Som jeg ser det, handler det, foruden en klækkelig lønsstigning, også om at fokusere på følgende punkter:

Listen er ikke udtømmende. Hver enkelt faggruppe har selvsagt forskellige vinkler, de ønsker større fokus på. Dette må og skal der tages hensyn til, hvis vi skal bevare den offentlige velfærd, som blev grundlagt af den store generation, som nu snart går på pension...

Af Martin Kjeldsen

Magthavere har mange forskellige redskaber, hvormed de kan udøve deres magt. Hvis man mistænker magthavere for at misbruge deres magt eller have en anden agenda, end den de melder ud til offentligheden, og gerne vil afsløre dette, er det vigtig at kende disse redskaber, fordi disse redskaber også kan bruges som våben.

Et af disse redskaber er kontrol af informationsstrømme. For at en information skal komme fra afsender til modtager, har afsender brug for et medie. Kontrollerer man dette medie, så har man også kontrol over de informationer, der er tilgængelige for modtageren. I et samfund, hvor det ikke er muligt at kontrollere mediet - eller medierne - vil magthaverne være tvunget til enten at kontrollere afsender, før informationen bliver udsendt eller kontrollere modtageren.

Dette kan gøres ved at påvirke både afsender og modtagers grundlæggende livsværdier og verdensanskuelse med en samlebetegnelse: individets frie meningsdannelse. Lykkes det at påvirke individets frie meningsdannelse i en for magthaverne positiv retning vil indsatsen have et udbytte, der har virkning på meget lang sigt. Hvis både afsender og modtager er af samme overbevisning som magthaverne, så vil det ikke længere være nødvendigt for magthaverne at søge kontrol over hverken afsender, medie eller modtager.

Lad os tage et eksempel fra vor tid og vores hverdag: videnskab og samfund.

Videnskabens forskning og dennes resultater er af afgørende betydning for samfundet og dermed også for individets frie meningsdannelse. Ny teknologi minimerer risici og rationaliserer og effektiviserer stort set ethvert område i samfundet. Der er bare det uheldige ved videnskaben, at den stort set er ligeglad med politik og især politiske ideologier. Videnskaben er fri for idealer og kampråb, et neutralt og fuldstændig upartisk fag, der kun har udviklingen af den menneskelige teknologi til formål. Hvor magthaverne ofte er ledet af en ideologi - en idealiseret vision om et bedre samfund - er videnskaben grundlagt på kendsgerninger - på moderne dansk: facts. Og det er ikke altid, at disse opmålte og fastlagte kendsgerninger stemmer overens med magthavernes ønsketænkning.

Derfor er konventionen, at der ofte opstår konflikter og kontroverser mellem videnskaben og magthaverne. For eksempel er de videnskabelige forskere i sagens natur ikke udelt begejstrede, når magthaverne anvender deres resultater og deres teknologiske opfindelser til krigsførelse eller magtmisbrug. For eksempel, når forskernes resultater - de fastslåede og fremlagte kendsgerninger - er i direkte opposition til magthavernes agenda, og kan sætte forhindringer op for dennes afvikling.

I samfund, hvor størstedelen af den videnskabelige forskning foregår i stats-regi, kan forholdet videnskab contra magthavere selvsagt være fatalt, og da det til stadighed er staten, der har magten og midlerne, vil det altid være forskningen, der må bøje sig. Hvis samfundet er et retssamfund, hvis værdier og lovgivning er baseret på demokratiske konventioner, vil det dog stadig ikke være muligt for staten og magthaverne at manipulere direkte med forskerne.

Magthaverne har således et problem:

• de kan ikke påvirke forskerne til at understøtte deres ideologiske grundlag,
• de kan ikke kontrollere de medier, forskerne anvender for at få deres resultater ud til borgerne.

Og når man ikke længere kan kontrollere, så må man som bekendt anvende list. En af de mest effektive strategier kaldes meningsdannelse.

Facts eller ikke facts

Hvis man tager et hurtigt blik rundt om i verden, hér og nu, et globalt snap-shot af international politik og sammenligner med et lignende snap-shot fra 1957, så vil der være visse forhold, der springer i øjnene. Hvor videnskaben og forskerne for et halvt århundrede siden havde stor indflydelse, når det gjaldt meningsdannelse, er denne nu blevet væsentlig reduceret. Eksperter er ikke længere eksperter. Facts er ikke længere facts. Kendsgerninger kan diskuteres.

Absolutismen er død og relativismen lever - på godt og ondt.

Når alt er relativt, selv videnskabelige kendsgerninger (og religiøse dogmer), så er der logisk nok større mulighed for at påvirke individets meningsdannelse.

Et eksempel fra dansk politik, som de fleste nok husker, er den såkaldte Lomborg-sag. I korte træk går den ud på, at der dukkede en række forskningsresultater op, der, hvis de blev taget alvorligt, ville have den konsekvens, at den danske regering ville blive tvunget til at tage initiativ til en række væsentlige ændringer af deres planlagte agenda og i øvrigt komme med en hel række indrømmelser. Da dette var for uoverskueligt - set i perspektivet af det gældende politiske klima - valgte regeringen en anden taktik. De fandt en videnskabelig forsker, en ekspert, der anlagde en kritisk holdning overfor de pågældende resultater, og ganske enkelt var 'af en anden mening' end de forskere, der havde fastslået kendsgerningerne.

Interesserede kan selv fordybe sig i sagen. Der er masser af tilgængelige dokumenter om den. Den tjener kun som eksempel i dette forum.

At implementere en offentlig ekspert-krig er en effektiv måde, at dirigere borgernes fokus fra kendsgerningerne til den mere underholdende konflikt.

Strategisk kommunkation

En anden, på sigt meget mere effektiv metode, er anvendelsen af strategisk kommunikation.

Man kan spille på emotionelle og værdimæssige fordomme hos publikum, og dermed underminere de mere rationelle argumenter. Hvis man ønsker at skabe en social forandring eller angribe en fjende i offentligheden, har man brug for at 'frame' sin sag på en overbevisende måde. Alt efter hvor meget indflydelse man har i forvejen, kan man nøjes med at bruge simpel 'newspeak' og fx kalde en demonstrant for en terrorist.

Men sidder man helt i toppen, hvis man er i besiddelse af den absolutte magt, så kan man ofte blot nøjes med at 'sige sin mening'. En statsministers autoritet er ofte nok til at hans ord, i sig selv, har magt.

Frames kan være små slogans, enkelte ord, symboler eller billeder. Som amerikanske eksempler kan man nævne "pro-life"-bevægelsen mod abort, brugen af ordet "flip-flop?" i kampagnen mod Kerry, men også ord som "effektivitet", "bruttonationalprodukt" eller symbolet for atomkraft er blevet til faste frames som henleder opmærksomheden på bestemte værdier og tolkninger. Frames som kommunikationsværktøj bliver først rigtig virksomme efter en længere brugsperiode i medierne, og især når de er i samklang med allerede eksisterende religiøse, ideologiske eller kulturelle værdier.

Hjerneforskningen har også bidraget til bedre at forstå dynamikkerne bag framing. Sidste år viste en gruppe forskere, hvordan emotionelle valg konsekvent overtrumfer de mere analytiske fornuftslutninger i hjernen. Et simpelt eksempel fra supermarkedet viser, hvordan framing fungerer: Hvis man står foran køledisken og ser to pakker med friskhakket oksekød, hvor der på den ene pakke står "80 procent magert" og på den anden "20 procent fedt". Hvad vælger kunden? Indholdet er det samme, men i langt de fleste tilfælde vælger kunden det "magre" kød. Man vælger med andre ord det produkt, som er blevet framet i den retning, der korresponderer med deres præferencer.

Den politiske debat i Danmark er fyldt af den slags.Nogle gange udvikler debatten sig til deciderede 'framingkrige'.

Diskussionen om intelligent design er et godt eksempel på en framingkrig der foregår primært på amerikanske skoler og på internettet. Men også debatter om Islam, om drivhuseffekten og om atomkraft handler under overfladen om den rette strategiske placering af frames. Debattørerne bliver ofte så optagede af deres kamp, at de bliver til medier for en sag. Det er ikke dem, der har argumenterne. Det er argumenterne, der har dem.

I et evolutionært perspektiv har frames været nyttige for beslutningsprocesser, fordi de reducerer informationsomkostninger og skaber en følelse af forståelse via emotionelle stikord. Frames er ikke nogen ny opfindelse og har sandsynligvis været brugt siden menneskets forfædre besluttede at leve i sociale grupper. Men frames er også det perfekte resonanskammer for irrationalitet og gruppe-forstærkede raserier. Det kan især være tilfældet i stærkt medierede og globaliserede verdener som vores, hvor et eksorbitant stort antal af stimuli og emotionelle symboler oversvømmer vores hjerner. Denne overdosis gør os direkte dumme, fordi den aktiverer instinkter frem for reflektion. Framing er heller ikke velegnet til at formidle ny information, hvilket er det, forskere og forskningsformidlere normalt ville tro, at de gjorde.

Framing er derfor anti-videnskabelige. Den er nødvendig for kommunikationen, men i relation til demokratiske beslutningsprocesser, hvor enhver debat har tendens til også at blive betragtet som en policy-anbefaling, ender man nemt i emotionaliserede situationer hvor politikere agerer som hævntørstige krigere eller som forurettede børn. Med dårlige beslutninger til følge.

Socialiseringen af had

Det foruroligende perspektiv er, at der er ingen vej uden om framing, og at de offentlige framingkrige blot vil forstærke de gruppe-baserede psykopatologier, hvor hver gruppe låser sig fast i nødvendigheden af at nedkæmpe den anden.

Socialiseringen af ethvert had, enhver vrede, enhver jalousi, omdanner verden til en åben kampzone, hvor alle, som stikker hovedet ud af skyttegravene, risikerer at få det skudt af. På en bizar måde skaber dette sin egen følelse af sikkerhed, men i virkeligheden er alle fanget i en infantil trang til bare at få ret. Hvis politisk ukontrolleret, vil framing blive grundlaget for demokratiske beslutningsprocesser - og ikke blot et aspekt af dem.

Som nævnt i indledningen er det vigtigt, at man kender til de redskaber, som bliver anvendt af magthaverne til at manipulere med borgerne. Man skal kende fjendens våben for at kunne besejre ham. Ikke nødvendigvis for at lære sig at bruge dem og derefter vende dem mod ham, men ganske enkelt for at undgå at blive ramt.

Vi vil, her på ØK, jævnligt afdække flere af disse redskaber.

Indlægget er baseret på uddrag af en artikel af Robin Engelhardt fra Politiken, juni 2007. Hele artiklen kan læses hér.